På det seneste er jeg begyndt at lege lidt med novellegenren. Små hurtige historier, med en handling, som stiger og falder i et helt andet tempo end i en klassisk roman. Her på siden vil jeg uploade en novelle i ny og næ, og jeg vil  meget gerne høre jeres meninger. Jeg deltager ind i mellem med en novelle, når nogen arrangerer en konkurrence på nettet. Jeg har ikke vundet noget, men det kan måske komme. Jeg mestrer nok ikke genren endnu, men øver mig og finder fornøjelse ved det. 

Jeg indsætter et par eksempler nedenfor. Jeg har givet de første fire noveller en fælles titel. Jeg kalder dem:

T I L S T A N D E

- Den første novelle i serien, er en historie om at ældes, om eftertænksomhed og tilbageblik. Vi følger et ældre ægtepar, hvis morgener præges af tilbagevende samtaler om det der var, og meningen med det hele.

- Den anden historie, er en satirisk rapport om en dramatisk situation i en forestillet fremtid og dens håndtering, af myndigheder og offentlighed.

- Den tredje er  en historie om sorg, og om hvordan vi håndterer sorg. Det er vanskeligt og mange, især pårørende til sørgende er i syv sind. Hvordan og hvor meget? Jeg synes selv det er en vigtig samtale, og min historie rammer dilemmaerne godt ind. 

- Den foreløbigt sidste novelle i denne serie, er en sær historie om en mand med en temmelig voldsom identitetsforstyrrelse. Er det os eller ham som lever i en parallel verden, og hvorfor bliver vi så forvirrede når grænserne overskrides?

______________________________________________________________________________________________

Den sidste novelle på siden, optræder selvstændigt. Det er en romantisk historie i ugebladsstil, som  jeg forsøgte at få ugebladet "Familie Journal" til at trykke. Det gjorde de nu ikke, den var for sød, selv for deres læsere, mente de. Jeg havde fået deres læserskare beskrevet som en ældre dame i en mindre by i Jylland. Så jeg troede den var lige på kornet, men der var min forforståelse lidt ude af sync. Det grinede vi af derhjemme. Men hvad siger du?

Tanker over morgenkaffen

Jeg var indlagt på hospitalets hjerteafdeling, hvor jeg havde modtaget behandling for en blodprop i hjertet. Mine kranspulsårer var ikke hvad de var engang. En livsførelse som lå et stykke fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger havde sat sine spor. For meget kalk i årerne, sagde de, banalt, en folkesygdom. En ballonudvidelse var svaret og nu skulle alt blive godt igen. Mit navn er Søren, jeg er netop fyldt 80 år, og har været pensioneret i en årrække, og nu er jeg her.

De tre nætter jeg har tilbragt på hospitalet, har været lærerige. Da den første forskrækkelse havde lagt sig, brugte jeg de næste mange lange timer i sengen på at overveje et enkelt spørgsmål. Hvad nu hvis jeg ikke havde overlevet anfaldet, som både havde været temmelig ubehageligt, og endda livstruende? Hvad nu hvis mit liv var endt i tirsdags klokken 11.20? Hvad så, havde det hele så alligevel været umagen værd? Det spørgsmål var naturligt nok at stille sig, og efter et par nætter, mente jeg bestemt jeg kunne besvare det, og endda ganske detaljeret. Der faldt en stor sten fra mit hjerte, og jeg var klar til at tage af sted igen.

Indlæggelsen blev afsluttet med en samtale med afdelingslægen, som sendte mig hjem med nye kost- og leveråd i lommen. Mindre fedt, mere motion. Så mente han nok Jeg havde mange gode år endnu. Jeg var sikker på at mit liv havde taget en drejning endnu en gang.

Nogle uger tidligere.

Jeg var vågen. Det havde jeg været et stykke tid. Det var der ikke noget nyt i, jeg vågnede efterhånden hver nat. Alderen? Måske, sikkert noget fysisk, noget med blæren, sagde mit kone Anne. For op skulle jeg flere gange og efterhånden hver nat. Selv mente jeg at det nok snarere var fortidens ubesvarede spørgsmål, som vækkede mig. Og dem var der nok af. Det var tunge spørgsmål, som natten stilhed gav mig ro til at arbejde med, for selv om jeg var pensionist, var min dagligdag ofte ligeså skemalagt som i de gamle dage, mens jeg stadig arbejdede. Men natten var min egen.

Som mange andre på min alder, var jeg optaget af at kigge tilbage. Optaget af at forstå. En form for metaevaluering forestillede jeg sig. Jeg ledte efter de svar, som satte alle de øvrige på plads. De svar som forløste det hele og åbnede en port for mig, om ikke til evig fred, så dog til en harmonisk og afklaret afslutning. Fremtiden var ikke min, og da den alligevel var ganske uforudsigelig, både min egen og planetens, så den lod jeg de kommende generationer om at håndtere den. Fremtiden brugte jeg ikke meget krudt på. Nutiden mødte jeg med fornøjelse hver dag og stadig med et åbent sind. Fortiden derimod var en skatkiste af gode fortællinger, og dem holdt jeg af at genkalde sig. Sådan var det blevet, lidt efter lidt. Sådan var det i dag. De natlige opvågninger var nok naturens hjælp til den opgave jeg havde stillet sig, og hvis løsning skulle give mig ro og fred til at nyde de år jeg havde tilbage. Sådan forklarede jeg selv mine ture i mørket, som uanset de kedelige følger af den afbrudte søvn, alligevel fornøjede mig, fordi jeg oplevede at nætterne gjorde mig lidt klogere. Jeg blev lidt mere afklaret.

Var det svaret på meningen med det hele jeg ledte efter? På en måde ja, og så alligevel ikke. Måske var jeg i tvivl om hvad jeg ledte efter. Jeg mente nok at forestillingen om et fælles alment svar på livets mening, måtte være præsternes og filosoffernes gebet. Jo det optog mig, men jeg troede ikke på at det gav mening for mig at søge efter et eller andet universelt svar på alting. Vi bør nok snarere, hver især kigge efter vores egen mening, tænkte jeg. Måske er det summen af menneskers mening, som er det store svar på alting? Det havde jeg tit talt med Anne om, min kone gennem 50 år, over morgenkaffen. Når vi talte om disse ting, var hendes svar på en måde altid enkle og tillokkende. Konkrete og alligevel skarpe og omfattende.

"Meningen med det hele er forplantning," sagde hun for eksempel. "Se på dyrene, de går ikke rundt og leder efter svar på filosofiske spørgsmål, de har travlt med at overleve for derefter at dø, og i mellemtiden skal de gerne have sikret artens videreførelse. Det er meget enkelt." Anne fortsatte: "Nogle af dyrene er føde for andre og de som ikke bliver spist, sørger for at sikre den økologiske balance. Sværere er det heller ikke."

"Og så mener du at der gælder det samme for os?" spørger jeg.

"Ja mere eller mindre. Hvis vi ikke forplanter os, uddør vi som race, og så er det slut med studiekredse og filosofiske saloner."

"Jo, hvis vi kun var biologi ku' det måske godt hænge sammen, men nu har vi jo også en veludviklet hjerne, gør det ingen forskel?" ville jeg vide.

"Jo sikkert, lige nu er den i færd med at ødelægge planeten."

"Du ved hvad jeg mener. I modsætning til dyrene, har vi dog en bevidsthed om os selv som individer, vi sætter os mål, vi har drømme og ønsker til livet. Det er vel den aktivitet som giver tilværelsen mening, mere end blot forplantning eller for menneskers vedkommende sex, hvor skønt det end er."

"Jo den seksuelle fornøjelse er nok det, som sikrer at vi forplanter os, for uden orgasme ingen babyer og så er det igen slut med menneskeligheden. Uden begejstring, ville vi næppe ha' sex, og uden sex ingen børn, og uden børn ingen udvikling, ingen fornyelse, og så slutter festen." Anne havde altid været draget af biologien.

Jeg sad tilbage og kiggede lidt ud i luften, var ikke helt sikker på hvordan jeg kunne returnere den bold, så i stedet rejste jeg mig, og ryddede op efter morgenmaden.

"Og glem nu ikke at vi har inviteret alle børnene til frokost på lørdag. Der er lidt tid at løbe på, men vi skal snart i gang med at planlægge menuen."

Jeg nikkede, jeg havde bestemt ikke glemt det. Hun mindede mig om det sådan cirka dagligt og sådan endte samtalen den morgen. Klokken var mange og aktiviteterne stod i kø. Gymnastik, bestyrelsesmøder, børnepasning, så vi pakkede sammen og forlod hjemmet, i hver sin retning.

Men spørgsmålene forsvandt ikke, fordi samtalen sluttede, de stod i lange rækker, og ventede kun på at blive berørt igen, for hvad var det der med fortiden? Hvorfor trængte den sig så meget på? Den kunne jo ikke ændres, det gjorte kunne ikke gøres om. Jovist sådan var det nok og så alligevel ikke helt. Det havde jeg også tænkt en del over. Min fortid var som den var, men fortællingerne om den, havde jeg stadig magt over. For som de siger i Børns Vilkår: "Det er aldrig for sent at få en god barndom."

Det var ikke fordi Jeg havde behov for at skrive min historie om, at fremstå for mig selv i et smukkere lys, eller for at bortforklare mine fejltagelser, men mere for at bare at forstå mine valg, sammenhængene, ja forstå mig selv. Det kunne være svært nok. Det var det, jeg var optaget af, og det gjorde mig lettere til mode, hver gang noget faldt på plads, og det gjorde det netop tit om natten, når jeg lå der i mørket, under den varme dyne. Annes rolige vejrtrækning, skabte en god rytme, som mit tanker kunne bevæge sig langs, og der var sjældent lyde eller lys udefra som forstyrrede.

Tidligere, dengang jeg var yngre, fyldte fortiden ikke meget, så det var helt sikkert et alderdomsprojekt, og næppe noget kun jeg rodede med. På Annes tilbagevendende spørgsmål om hvad mit evindelige grublerier skulle føre til, forklarede jeg en morgen et par dage senere.

"Det føles godt at der er ryddet op i god tid, mens jeg kan, og det føles rigtig godt at kunne finde meningsfulde svar på de mange spørgsmål som er dukket op på mine gamle dage. Jeg prøver at forstå, hvad der har forårsaget de sving, mit liv havde taget undervejs. Hvorfor jeg handlede som jeg gjorde, og hvad det førte til." 

Jeg fortsatte, "Jeg er optaget af at forstå de hændelser i min barndom og ungdom, som stadig er uklare for mig, de store brud undervejs, mine beslutninger, ja alle de begivenheder som har sat sig spor i mig. Det er det det handler om."

"Men er det da dit eftermæle der bekymrer dig? Så betydningsfuld har du næppe været, at det skulle være nødvendigt," siger Anne med et smil. Ironien har vi til fælles, det var ikke ondskabsfuldt, og jeg returnerede smilet.

"Nej så selvoptaget er jeg ikke længere, når vi er væk, er vi hurtigt glemt af de fleste." svarede jeg. Nej det er såmænd bare for min egen skyld hele molevitten."

Særligt et spørgsmål optog mine nætter for tiden. Hvad havde jeg egentlig udrettet? Og havde min indsats gavnet? Havde meningen med det hele bestået i at arbejde, og yde? Som ung havde de spørgsmål været nemmere at håndtere, mente jeg. Meningen med livet er livet selv, oplevelser og udfordringer. Bevægelsen er meningen, den rummer det hele, sådan havde den unge Søren tænkt. Sådan havde det været engang. Dengang før jeg var blevet etableret, havde fået uddannelse, familie og karriere. Nu syntes jeg svaret var noget mere kompliceret. Der var mange flere variabler som skulle med i ligningen. For netop som en ligning forestillede jeg sig processen. Jeg skulle søge efter værdien af X og Y for at finde svarene.

Den næste morgen, efter endnu en delvis søvnløs nat, satte vi os til det morgenbord, som vi igennem alle årene havde delt. Hver morgen drak vi kaffe sammen, en god rutine, en god start på dagen.

Anne kiggede spørgende på mig, i forventning om at jeg sagde et eller andet. Hun vidste godt hvordan min nat havde været.

"Meningen med det hele eller meningen med sig selv," begyndte jeg, kan man egentlig adskille de to ting?

Anne så lidt forvirret ud, og forsøgte ikke at besvare spørgsmålet så jeg fortsatte,

"Hvor slutter man selv, og hvor begynder omverdenen?" Jeg forsøgte at stille spørgsmålene rimelig konkret, men nok mest til mig selv. Religiøs havde jeg aldrig været. Forestillinger om et evigt liv, en sjæl, en gud, skæbnen, var mig fremmede, jeg havde altid ment, at der var fornuftige svar på alting, og før eller siden ville alt kunne forklares. Anne var på sin måde optaget af de samme tanker som jeg, men sjældent om natten og uden at lade sig indfange på samme måde som jeg blev det.

"Du har fået viklet dig ind i et net af komplicerede udfordringer, som begrænser din bevægelsesfrihed og dine fornøjelser." Sådan mødte Anne denne morgens spørgsmål. Hun tilgik filosofien på en mere praktisk måde end jeg, og fandt gode svar gennem sine daglige gøremål og rutiner. Men hun forstod mine bestræbelser og gav mig uforbeholdent sit syn på alle mine spørgsmål, om end hun blev ret træt at høre de samme ting igen og igen, for hvad skulle det føre til? Hvad kommer ud af det? som hun sagde, mens hun ryddede op og siden efterlod mig alene, for at passe et venskab med en gammel veninde.

Mens jeg endnu var på arbejdsmarkedet, gjaldt spørgsmålet om mening eller betydning overvejende mit arbejde. Gjorde min indsats noget godt for noget eller nogen? I givet fald hvordan, for hvem og hvor meget? Det var konkrete og håndterlige spørgsmål, som jeg dengang også fandt konkrete svar på. Statistikken var på mit side. Indsatsen var målbar og resultaterne ligeså. Tingene var lykkedes for mig, og målene var nået. Jeg havde kæmpet for min indsats og min position. Sådan havde det været i det job jeg udførte, og det var jeg stolt over. Men jeg hvilede ikke på nogen laurbær og det som særligt optog mig i dag, var mine motiver dengang. Hvad der havde drevet mig fremad? Med min bagage hjemmefra, mine værdier og holdninger, ville jeg gerne kunne betragte min indsats som drevet af altruisme. At den overvejelse overhovedet optog mig, skyldtes netop min fortid og opvækst. Mine forældres engagement havde kickstartet mit eget. Min tidligste indsats havde først og fremmest været drevet af en art social indignation. Allerede som barn hadede jeg uretfærdighed. Det jeg følte dengang, det troede jeg stadig på. Jeg havde altid gerne ville gøre det gode, måske endda høre til de gode. Alt uden bagtanker, eller andre forklaringer end sagen, det godes sag. At stå på de udsatte og undertryktes side, det havde været min ambition, der var min plads. Sådan havde jeg mødt verden som ung. Sådan var mit verdensbillede dengang, og denne dag havde jeg det godt med den erkendelse.

Den næste dag, en søndag morgen, var en stille en, en dag med udsigt til fred og ro, var en skøn dag at stå op til. Solen oplyste vores spisekrog, og jeg nød stilheden, mens jeg forberedte morgenmaden. Kaffe, yoghurt, brød, ost, pølse, æg og frugt, det helt store udtræk. Vi havde tid til at spise og vi prioriterede et smukt dækket morgenbord. Det gav os en energi, som ofte kunne hold hele dagen. For mig havde det været endnu en nat med afbrydelser, men det var okay, jeg følte mig udhvilet på trods, og havde lyst til at fortælle Anne om mine natlige tanker.

Jeg havde det temmelig svært med spørgsmålet om altruisme, og var ikke helt på det rene med min egen karakter. Jeg havde brug for Annas hjælp.

"I nat var jeg oppe at tisse to gange, og den anden gang, var det begyndt at blive lyst. Så var det slut med at sove, så du mærkede nok, at jeg lå og rodede noget rundt i morges.

Anne nikkede, hun registrerede alting, vågen eller sovende.

Jeg fortsatte.

"Jeg har tænkt en del på om vi mennesker og mig selv ikke mindst, mest er drevet af en omsorg for andre, eller gør gode ting for at opfylde vores egne behov?" Sådan lagde jeg ud.

Anne kiggede undrende på mig. "Er det interessant? Det vigtigste må vel være hvordan vores indsats virker. Om det hjælper noget, og om der er nogen der bliver glade, eller får det bedre."

Jeg nikkede, det var jo rigtigt nok, men det besvarede ikke mit spørgsmål.

"Som tiden er gået, har jeg erkendt at jeg altid også har været drevet af egeninteresse. Ikke kun, men også. Altså af en interesse for sit personlige udbytte. Kald det karrieredrømme, kald det ambitioner. Min egen fremtid. Engang ville jeg nok have sagt, jeg når jeg gerne ville have indflydelse var det for at kunne forandre. Nu var jeg tilbøjelig til at nuancere forklaringen noget mere."

Anne smilede som om det ikke var nyt for hende. Hun havde vist altid vidst, at det hang sådan sammen. Jeg fortsatte:

"Man kan mene at spørgsmålet om motiver ikke kan besvares alment, og heller er særlig interessant, men for mig fylder det en del. Med tiden har jeg nok erkendt at ikke alle mit kampe har handlet om sagen."

Anne nikkede højlydt og supplerede.

"I årevis har jeg hørt dig tale om de ambitioner du har haft og de kampe du har taget. Jeg har da aldrig troet at du var en slags overmenneske fuld af godhed."

Jeg smilede, hun havde som sædvanligt gennemskuet mig, spillet, det hele, men jeg fortsatte min udredning.

"I nat blev jeg klar over, eller jeg erkendte, at mine beslutninger og handlinger på arbejdsmarkedet og i mit politiske virke, også havde haft min egen position og indflydelse som mål. Kald det magt over tingene, over beslutningerne, over feltet. Kald det hvad du vil. Jeg tror det må være mit synspunkt fremover."

"Hvad bragte dig til den konklusion?" ville Anne vide, " Og hvorfor så definitivt, er der ikke plads til tvivl mere?"

"Jo, jeg gennemgik en række situationer hvor min position har været i spil. Jeg husker tydeligt hvordan jeg har tænkt i strategi og taktik, for ikke at blive svækket eller væltet omkuld. De gange handlede det vist mest om mig selv."

Anne nikkede, hun huskede også de kriser jeg nok tænkte på og jeg fortsatte:

"Når politikere bliver spurgt ind til deres forhold til magten, glider de ofte på spørgsmålet. De taler om indflydelse i stedet for magt og svarer sjældent på spørgsmål om deres personlige gevinst, uanset om den er materiel eller immateriel."

"Den fælde behøver jeg jo ikke at falde i, hvorfor skulle jeg lyve for mig selv? Jeg er klar over at min egen karriere har været en betydningsfuld ambition for mig selv. Og jeg lever fint med den erkendelse, for den har også gjort min indsats mulig. Jeg håber bare ikke, at jeg havde trådt på andre for selv at komme frem."

Vi sad lidt og kiggede ud ad vinduet. Solen var uhyre skarp, som den ofte er det de første efterårsdage. Alt bliver oplyst. Det var svært at holde noget skjult. Det var en dag, som kalder på klarhed.

"Men er det da noget skidt at indrømme sine ambitioner, sin drift mod at være med hvor det sker, eller at ville styre butikken?" 

Et retorisk spørgsmål, overvejende til mig selv, og som jeg allerede havde besvaret med et nej, det er ok. Så jeg fortsatte, med mere af det samme,

"Er det forkert at føle sig draget af magten? Og er det et knæfald for klassisk liberalistisk filosofi, om vores natur? Og strider det mod mine ungdomsforestillinger om mennesket som en ophøjet figur, som evolutionært har frigjort sig fra sin oprindelse som rovdyr?"

"Er det meningen at jeg skal besvare alle de spørgsmål?" spurgte Anne, "eller kan du klare samtalen alene fra nu af, for så vil jeg gå en tur i det skønne vejr. Du er velkommen til at følges med mig."

Jeg nikkede, spadsereture i skoven stod højt på min liste over gode aktiviteter.

"I øvrigt skal vi også have bestilt en masse varer. Købmanden bringer ud, hvis vi er i god tid. Nu skal vi snart ha' styr på hvad vi skal fodre familiens grovædere af med. Lad os tale om det, når vi går."

"Giv mig ti minutter, så er jeg klar.

Men vi havde ikke andet end bevæget os et par hundrede meter ind i den nærliggende skov, før jeg tog tråden fra morgenen op igen. Jeg kunne ikke rigtig slippe den. Det var som om jeg skulle af med noget vægt, som havde tynget mig i lang tid.

"Det tog mig en rum tid at anerkende at egeninteressen er reel, og formodentlig også har drevet altruistiske typer som Florence Nightingale og Mother Teresa. Ikke som en stræben efter rigdom og magt, men måske efter berømmelse og ophøjethed, og sikkert som en vej til en art personlig afklaring eller forløsning."

"Jeg er nået frem til den konklusion, at vi uden personlige ambitioner, næppe ville kunne præstere som vi gør og yde de bidrag vi gerne vil, alene og i de fællesskaber vi er en del af."

"Og hvad var klokken så da du nåede til den konklusion?" vil Anne vide. Hun lyder en smule træt.

"Uret viste 06.17, og jeg havde opgivet at falde i søvn igen. Vil du høre, hvor jeg endte?"

"Ja kom bare med det, lad os få en ende på det,"

"Jeg opsummerede mine overvejelser i endnu et spørgsmål til mig selv. Det lød nogenlunde sådan her."

"Endnu et spørgsmål uden svar? 

"Nej bare rolig, der er også en slags svar denne gang."

"Okay, lad mig høre."

"Er det for min egen skyld, at jeg laver frivilligt socialt arbejde, eller er det for at hjælpe de udsatte borgere, som forhåbentlig har glæde af min indsats?"

"Det er da meget firkantet formuleret, hvordan lyder så dit svar?"

"Mit svar er på en måde ret kedeligt, mest fordi det ikke vil være overraskende for de fleste." Søren fortsatte.

"Jeg tænker at egeninteressen er en væsentlig drivkraft for os alle, når vi handler i de små og store fællesskaber vi er en del af, men sandheden er nok at egeninteressen og almeninteressen går hånd i hånd, og kun kan fungere i en art symbiose, det er på en måde to sider af samme sag. Yin og yang."

Anne kiggede længe på mig, smilede og nikkede.

" Du har været meget frem og tilbage, og så var det alligevel så enkelt?"

"Jeg ved nu ikke om det er enkelt, men jeg tror det er sådan man skal se det. Jeg nåede frem til, at det at ville gøre gode ting, arbejde og være en anerkendt person, har tilfredsstillet et behov jeg altid har haft. Det har rødder i de værdier jeg er vokset op med. Måske har jeg endda altid følt en slags pligt. En art forpligtelse til at handle på en bestemt måde. Det har været noget af en vandring at nå dertil, men det har også givet mig mere ro. Nu kan jeg sove lidt bedre igen, håber jeg."

"Det lyder dejligt. Men så har du måske tid til at koncentrere dig om vores kommende aftaler, Vi skal både det ene og det andet. I aften skal vi for eksempel til middag hos Else og Jørgen."

"Ja ja, det behøver du ikke at sige, jeg har styr på alle vores aftaler, og jeg ser frem til det hele med stor fornøjelse."

Vores samtale gjorde denne morgentur gennem skoven til en noget anderledes oplevelse. Skovens billeder, dufte og lyde forstærkede på en måde min koncentration og evne til at formulere mig, og jeg følte det som om jeg fik anerkendelse fra omgivelserne. Men roen blev samtidig udfordret. Det føltes også som om den intense naturoplevelse skubbede vores tankevirksomhed ned fra piedestalen. Det var som om naturen kæmpede for mere plads i vores bevidsthed.

"Man kan hurtigt føle sig meget lille under himmelen."

Anne satte den fornemmelse på plads, da hun fortalte, at hun altid intuitivt havde følt at i mødet med naturen og dens økologiske orden, måtte alt andet underordne sig. Den mening som naturen udgjorde, var styrende for alt andet. Økologi som et universelt princip for al bevægelse.

Jeg medgav, at det gav god mening, hvilket gjorde udsigten til større klimaforandringer, mere skræmmende.

"Ja vi har fucked det hele grundigt op, vi har for alvor gjort en forskel her." 

Snart var vi hjemme igen, og Anne foreslog at vi tog en kop formiddagskaffe i krogen i haven. Der havde vi et indbydende mikroklima, . Sol og læ. Fred til at fortsætte vores samtale.

"Dengang jeg stadig havde et arbejde, hørte jeg ofte vendingen "at gøre en forskel." Til ledermøder og seminarer, overalt og ustandseligt. I begyndelsen da vendingen dukkede op, blev den altid udtalt med alvorsfuldhed, som om det at gøre en forskel, var noget andet end at gøre det rigtige, fagligt set."

Anne lyttede og jeg fortsatte,

"Men lynhurtigt blev det endnu en kliche, som blev brugt i tide og i utide, om forventninger til indsatsen i små og store gerninger. Det var en kliche som hørte sin tid til, og hvis formål hovedsageligt blev at kamuflere den vigende faglighed, som prægede indsatsen i offentlige institutioner og foranstaltninger i de mange år hvor velfærdsstaten blev omkalfatret og nedbrudt."

Anne havde som jeg arbejdet i det offentlige og havde mange af de samme oplevelser som jeg.

"Hvordan havde du det med at vi altid skulle gøre en forskel?" spurgte jeg.

"Tja, jeg var god til at lukke det ude som forstyrrede mig. Jeg fandt meningen med arbejdet sammen med kollegerne og i kammeratskabet, ikke i ledelsens skiftende udmeldinger, som sjældent var baseret på faglighed og erfaring, ja endsige på evidens."

"Ja sådan var det" istemte jeg opløftet. "Tanken bag vendingen "at gøre en forskel," bestod i at fremhæve medarbejdere og lederes personlige ansvar, som den væsentligste kilde til produktivitet og kvalitet, fremfor deres viden, faglighed og professionelle ambitioner. Jeg var virkelig irriteret over den evindelige kliche og de mange andre buzzwords som opstod i 00'erne, og jeg kunne nok ikke holde min kæft."

Anna kiggede på mig, på sådan en, du er sgu da en lidt vrissen-gammel-mand-agtig måde.

"Ja okay, jeg blev vist også betragtet lidt som en gammeldags type. Jeg insisterede på at dygtighed, faglighed og samarbejde var de primære kilder til forandring og fornyelse. Men jeg holdt også fast i at uden flittighed og hårdt arbejde, kom vi ingen vegne. Det kunne ledelsen nok bedre lide. De hurtige fix i form af importerede programmer uden evidens og de mange smarte genveje, skabte ingen forandring til det bedre. Det gentog jeg ofte, og statistikken var på min side."

"Jeg er sådan set enig med dig, men jeg holdt mig fra at føre korstog. Jeg passede mit arbejde og mine patienter og lod andre om at slås. Det havde jeg det bedst med."

"Ja sådan havde jeg det ikke, jeg førte ofte an i slaget om sproget på min arbejdsplads. Men jeg stod heldigvis ikke alene med mine holdninger. De fleste af mit kolleger delte min væmmelse ved det tiltagende newspeak."

"Men vandt I så krigen?" ville Anne vide.

"Nej det kan man ikke sige, det var op ad bakke, men heldigvis mistede jeg ikke modet, nærmest tværtimod. Måske var det min stædighed som hjalp mig. Jeg blev ved til det sidste."

På arbejdsmarkedet havde jeg fundet mine udveje og strategier og jeg var som sådan ikke imod at det altid gjaldt om at gøre en forskel, forstået som at anstrenge sig for at fremme bedre resultater. Den slags forskelle kan man naturligvis ikke være imod.

"At ændre kurs, er godt, hvis resultaterne udebliver. Men nye metoder og arbejdsgange skal altid kunne forklares, og de skal have et veldefineret fagligt mål. Sådan så det ud i mit hoved."

Anne nikkede igen, hun vidste at jeg ikke var sådan at stoppe, så hun lyttede tålmodigt.

"Det var sprogets upræcise karakter og overfladiskhed, der gav mig ubehag. Det signalerede også at alting til stadighed skulle forandres, som princip. Jeg synes snarere at vi skulle koncentrere os om at ændre ved det der ikke fungerede. "If it works, don't fix it." I dag, mange år efter, finder jeg ro i den overbevisning at jeg selv har gjort hvad jeg kunne, og at det faktisk har virket."

Da jeg holdt en kort pause i talestrømmen, brød Anne ind med noget helt andet, altså lige mens hun huskede det.

"Har du i øvrigt fundet på en god gave til Else og Jørgen, husk på de fejrer vist også en mærkedag af en slags."

"Jo det har jeg styr på. Jeg har købt nogle delikatesser til deres køkken. En god vinaigre fra Veneto og et glas oliven fra Kreta, og nogle andre delikatesser. Det hele står i bilen i en lille nydelig kurv.

Anne kvitterede for svaret med et nik, og jeg fik rum til at gøre mine overvejelser færdige.

Jeg var overbevist om at min indsats faktisk havde gjort noget godt for andre. At den trods alt havde sat sig spor, varige spor, både hos borgere og i systemet. Jeg havde arbejdet som socialrådgiver i næsten halvtreds år, og jeg havde mange gode minder. Tilfredse borgere, mennesker som havde fundet deres vej med vores støtte. Unge som kom i gang med uddannelse, eller arbejde og gamle mennesker som fandt ro til at nyde deres sidste tid. Det fortalte jeg Anne. 

Sådan sad vi længe, og nød solens sidste stråler, indtil en sky gjorde en ende på nydelsen, og vi pakkede sammen og rykkede indenfor.

Aftenen gik fortræffeligt. Middagen hos Else og Jørgen, var meget vellykket. De var venner gennem mange årtier, og selvom vi kun sås et par gange om året, ramte vi altid den samme tone, når vi mødtes. Vi talte om alt, uden filtre. Om verdens tilstand, om politik, om vores egne liv og vores familier, og altid i den rækkefølge. Men sjældent om vores skavanker og seneste diagnoser. En god prioritering syntes jeg.

Jeg bragte ikke sjældent mine tanker om livet ind, hvor det gav mening. Jeg havde nok behov for at undersøge, om jeg stod alene med min interesse for at grave i fortiden. Men både denne aften og ved andre lejligheder blev jeg klar over at mange delte min interesse. Jeg kunne spejle mig i en hel generation af ligesindede. Vi var alle optagede af at forstå og at blive husket, blev jeg klar over, men på uendelig mange måder og med vidt forskellige motiver. Og vores mange venner ville også gerne nå frem til, at de med deres indsats, havde sat sig gode synlige spor.

På vej hjem i bilen, var jeg svært tilfreds. Ja det med at sætte sig spor var de fleste mennesker nok optaget af, men det var de færreste som besad positioner som kunne gøre deres spor synlige for en større mængde efterfølgere.

Det talte vi om i bilen. Konger og herskere er synlige længe efter deres død, i kraft af deres gerninger, eller blotte tilstedeværelse. De ses i afbildninger, i statuer i malerier og i bøger, men det betyder jo ikke nødvendigvis at de har præsteret noget vigtigt, eller gjort noget godt for andre mennesker.

"At sætte sig spor, kan vel aldrig være mål i sig selv. Har jeg sat mig spor, som overlever mig, fordi de har forandret noget til det bedre? Det må være det rigtige spørgsmål at stille."

Det mente jeg nok jeg selv havde, velvidende at hvad jeg syntes var bedre, næppe var en sandhed alle ville købe ind på. Og så var jeg på en måde tilbage ved start, for hvis der ikke kunne være en art konsensus om godt og skidt, stod jeg jo alene med sin forestilling om min egen betydning. Længere kom jeg ikke den aften, men dog med en ide om at jeg var på vej, måske endda på rette vej.

Over morgenkaffen den næste formiddag, talte vi om middagen aftenen forinden. Vi var enige om at aftenen havde været både hyggelig og interessant.

"Vi har altid nogle gode snakke med Jørgen og Else" sagde Anne. "Det virker som om vi er optagede af de samme ting. Vi er næsten på bølgelængde."

"Ja, også selvom vi ikke altid er enige om alting. Det gør ikke noget, snarere tværtimod." sagde jeg.

"Hvorfor tværtimod?"

"Jo det tester vores egne synspunkter og argumenter i en tryg atmosfære, hvor der ikke er noget på spil."

"Hmm. Jo det er nok rigtigt. Men det er en sjov tilgang du har. Som om alt i verden er spil."

Jeg lod den bemærkning ligge men foretog en kobling til den samtale vi havde haft om aftenen.

"Hørte du Jørgens ide om os alle sammen. Det der med at trække en finger op af et glas vand. Et gammelt billede på vores betydning.

"Jo det hørte jeg, og jeg forstår hvad han siger, at vi er glemt nærmest før vi er i jorden. Han mener at vi ikke skal jage berømthed, for glæden er kortvarig. Berømthed er en slags narkotika, og rusen afløses altid af en nedtur."

"Ja det har han nok ret i, men det stopper ikke jagten, vi vil nok blive med at sætte os spor, hvis vi kan." Anne var enig og så alligevel ikke. Som altid havde hun sit eget take på spørgsmålet.

"Jeg vil mene at de bedste spor vi har sat os, er de børn vi har sat i verden, det er det eneste som overlever os i det lange løb." Anne satte endnu engang en presbal ind, som var svær at returnere. Hun anbefalede mig at bruge min tid anderledes, ikke mindst mine nætter. Hun havde set hvor træt jeg så ud.

"Slap dog af, tæl nogle får og brug natten til at sove i. Vi ældre mennesker har godt af at sove." sagde hun med et smil på læben. "For hvis skyld ligger du vågen den halve nat," spurgte hun videre, velvidende at jeg jo kunne svare på en måde.

"Det er for min egen skyld, det er jeg da godt klar over, og det plager mig ikke at lede efter svar på alting, så længe jeg synes jeg bliver lidt klogere undervejs. Jeg er bare lidt mere træt om dagen, men det må jeg leve med. Og det gør jeg med fornøjelse, for så kan jeg ovenikøbet tage mig en morfar med god samvittighed." sagde jeg med et kækt smil.

"Men får du det bedre af at rende rundt og søge sandheden hele tiden?" ville Anne vide. "Er det en eller anden slags terapi eller hvad?"

"Får en astrofysiker det bedre af at opdage en ny planet" var mit retoriske modspørgsmål.

"At blive klogere og at bidrage til at alle bliver klogere, må være noget af svaret på meningen med det hele, så ja, jeg får det bedre. Jeg kan godt lide når noget går op. Det er ligesom en kryds og tværs, bare med mange flere løsninger."

Længere kom vi ikke, jeg måtte afsted, havde en aftale. Jeg skulle til et foredrag om oldtidens moral. Folkeuniversitet kaldte. Hvordan så man på godt og ondt i antikken? En professor hvis navn var mig aldeles ukendt, skulle tale om moral i Grækenland og Rom. Dengang handlede det først og fremmest om ære og dyder, pligt og retfærdighed. Måske ikke så frygtelig langt fra vores tid. Jeg glædede mig til at høre mere, for godt og ondt optog mig meget.

Det blev en interessant formiddag, hvor Platon, Sokrates og Aristoteles, blev præsenteret, som var vi gamle venner. Gudetro fyldte indlysende meget i antikken, og havde mennesker et moralsk regnskab at opstille, var det gudernes opgave at vurdere det. Der var mange spørgsmål til professoren, og debatten fortsatte i mindre grupper, da vi forlod auditoriet, kunne jeg høre. Selv tog jeg tråden op, da jeg kom hjem igen.

"Jeg tror alle mennesker er optaget af spørgsmålet om godt og ondt. Jeg tror at alle er udstyret med et moralsk kompas. Hvorhen pilen peger, er forskelligt og bestemt af vores opvækst. Der er sikkert nogle få som afviser den diskussion, og mener at det er kemi det hele. Er vi grundlæggende gode eller hvad, det har mennesker vist altid diskuteret. Og hvornår er noget det ene eller det andet?"

"Nu skal du høre på mig," siger Anne pludselig, og kiggede strengt på mig. "Hvad sker der hvis du går en tur i havnen og pludselig ser et barn skvatte i vandet?"

"Jeg håber da jeg hopper ned og redder barnet."

"Men gør du det fordi du er et godt menneske og fordi du gerne vil være dagens helt?"

"Tja, nok ikke, for jeg når næppe at tænke så meget i situationen."

"Netop, det er din primitive hjerne, som styrer dig. Den samme som siger kæmp eller flygt, når du er truet. Du handler bare som et dyr uden din bevidsthed, også ville gøre."

"Men mener du dermed, at jeg grundlæggende ikke er drevet af min glæde ved at gøre det rigtige."

"Ja det er præcis det jeg mener. Du handler før du tænker. Hvis du skulle veje for og imod, før du gik i aktion, ville du måske undlade at springe i vandet, og under alle omstændigheder ville barnet nok være forsvundet i det mørke vand inden du var færdig med at filosofere."

Anne fortsætter. "Du får et dopaminkick, eller noget i den stil, som bidrager til at sløre din normale rationelle adfærd, og heldigvis for det."

"Sådan er det i det hele taget når vi gør gode gerninger. Nå du for eksempel  hjælper vores gamle nabo med at købe ind, eller skovle sne. Det giver dig en art fysisk tilfredsstillelse. Dopamin eller noget, kroppens eget narkotikum. Det hele er kemi."

"Hmm. Siden hvornår er du blevet sådan en psykologtype, der ved hvordan jeg reagerer?"

Jeg bliver altid lidt irriteret når jeg bliver belært, og jeg bryder sig ikke om at blive omfattet af almene kategoriseringer.

"Det er sgu da common sence, og næppe helt ukendt heller for dig, svarer Anne, som nu også lød en smule spids. "Du tror da vel ikke at du er en slags supermand, eller noget?"

Det var tydeligvis ikke et spørgsmål, som skulle besvares, og jeg valgte da også at tie, og vi lod emnet falde. Vi kan sagtens diskutere, være uenige og vi bliver også irriterede på hinanden af og til, men det fører sjældent til konflikter eller længerevarende surmuleri, der er trods alt noget der er vigtigere end vores uenigheder om livets store spørgsmål.

Efter en tænksom pause sluttede Anne samtalen af med sit take på spørgsmålet om mening.

"Som jeg ser det, og med mine erfaringer, er meningen med os, at vi skal gøre nytte mens vi er her. Vi skal være nyttige for nogle eller for noget. Det synes jeg giver mig mening personligt, og jeg tror egentlig de fleste har det på samme måde."

"Det er jeg enig i, mennesket er ikke en ø, vi har brug for hinanden, uden et socialt liv, visner vi, og et socialt liv kan ikke fungere, hvis vi ikke er der for hinanden."

Anne fortsatte "Ja og et socialt liv kommer ikke af sig selv, det skal etableres og vedligeholdes. Og det gør vi jo, blandt andet ved at være nyttige for hinanden."

"Sådanne dage som i dag havde vi ikke dengang vi arbejdede. Dengang var det først og fremmest pligterne, der fyldte, arbejde, børn, indkøb og mad. Det var fint, for vi fandt glæden i det vi gjorde, men det er også skønt at have tid til at tale sammen og nyde en kop kaffe uden bagkant." Sagde jeg smilende. Anne nikkede og fortsatte.

"Det har du ret i, men nu har jeg altså ikke mere tid til at filosofere, jeg har en aftale klokken tre inde i byen."

Jeg så spørgende ud.

"Ja jeg skal møders med Ellen og Christa fra mit gamle arbejde, vi skal nok shoppe lidt og en tur på La Glace, tror jeg. Det bliver hyggeligt, jeg har ikke set dem hele sommeren."

Den næste morgen stod vi begge tidligt op. Som unge drømte vi om den dag vi kunne sove længe, og nu vågner vi altid ved seks-syvtiden. Vi holder til gengæld heller ikke helt så længe om aftenen. 

Efter en kop kaffe og over en portion ymer, ville jeg denne  morgen gerne holde fast i tråden fra dagen før for jeg er også optaget af spørgsmålet om ret og pligt, et fænomen, eller begreb, som optræder oftere og oftere i den offentlige debat.

"Socialdemokraternes formand var i radioavisen her til morgen, frygtelig optaget af at tale om ret og pligt. Hun refererede i en tale til tekster fra gamle fagforeningsfaner, og formålet var angiveligt at opildne borgerne til at arbejde hårdere for at holde hjulene og væksten i gang. "Ingen velfærd uden en større indsats, vi skal ikke alle sammen gå hjem klokken fire," sagde hun."

Anne tog tråden op,

"Måske er statsministerens pligtsnak bare en socialdemokratisk pendant til Anders Foghs kontraktpolitik. Den skabte ikke den helt store begejstring, som jeg husker det og statsministerens taler vil nok have mest opbakning hos Dansk Industri. Statsministeren har ikke forstået at den grænseløse vækst hører fortiden til. Vi skal ikke arbejde mere, men mindre i fremtiden og vi skal ikke forbruge mere, men mindre. Statsministerens ide om pligt lyder for mig mere som disciplin. Vi skal ha' med spanskrøret skal vi."

Jeg nikkede. Hverken Foghs regimente, eller den efterfølgende tid huskede jeg for meget positivt,

"Fornemmelsen for pligt må komme indefra. At blive pålagt pligter kalder sjældent på varme følelser. Den pligt politikere taler om, handler oftest om at få os borgere til at gå i takt og arbejde for mål som ofte ligger uden for os selv. Med retorikken forsøger statsministeren at internalisere systemets mål hos borgerne, og gøre regeringens politiske ambitioner til vores egne, hver især."

"Men hvis man som borger skal føle en samfundsmæssig pligt, må man vel grundlæggende sympatisere med den politiske ramme pligten skal udfoldes i. Og hvis man som borger slås for et mere solidarisk samfund med større lighed, er der vel grænser for pligtfølelsen overfor det nuværende system." Sådan konkluderede Anne, og jeg fulgte op.

"Jeg er helt enig, pligtfølelse er et moralsk fænomen, som må være knyttet til et personligt mål, til en drøm af en slags." Anne smilede, vi var på bølgelængde igen, og hun fortsatte,

"Statsministeren er en mester i spin, og når hun henter de støvede faner frem fra Arbejdermuseet, er det alene for at etablere billeder i vores hoveder, som minder os om klassisk arbejderhistorie. Det giver os en rar fornemmelse, som skal hjælpe os til at sætte lighedstegn mellem arbejderbevægelsen historiske mål og den aktuelle socialdemokratiske politik. Men hun er på tynd is, for hverken oprustning, forringelser for de fattigste, eller skattelettelser til de rigeste, har stået på fagbevægelsens historiske ønskeliste, endsige på venstrefløjens nogensinde."

"Netop, sådan ser jeg det også. Desværre har du ret, det er lige til at blive kyniker af. Hvad skal man efterhånden tro på?" Jeg så lidt opgivende ud.

"Helt så galt er det da ikke gået for dig endnu, du skælder stadig ud, når du ser nyhederne. Du bliver vred og du bliver berørt, det gør kynikeren ikke. Han har sat sig helt udenfor og iagttager surmulende blot livet der farer forbi. Der er håb for dig endnu," sluttede Anne og grinede.

Jeg smillede også, Anne havde nok ret. Jeg følte mig  af og til lidt for godt hjemme i rollen som sur gammel mand, men så længe jeg stadig handler og gør noget ved tingene, er det vel også i orden at brokke sig. Når kritikken følges op med handling, er jeg ikke helt fortabt. Mon ikke mine omgivelser er enige i det? Det håbede jeg,

"Ret og pligt, - det lyder jo rigtigt, og det kunne også på en god dag, være en anden måde at forklare det gamle socialistiske princip på, om at yde efter evne og nye efter indsats. Pligten til at tage ansvar og retten til at få igen, men hos statsministeren møder vi desværre en mere ensidig udlægning, med stadigt mindre ret og stadigt mere pligt. Det er der ikke meget solidaritet i.

"Det der med ret og pligt perspektiverer egentlig også vores snak fra forleden om hvorfor vi hjælper andre og for eksempel laver frivilligt arbejde." Jeg tænkte højt.

"Ja" svarede Anne, "for som vi talte om, vil pålagt pligt næppe gøre noget godt for nogen. Pligtfølelsen skal komme indefra, og frivilligt arbejde kan indlysende kun skabes af mennesker som selv vil det."

"Jeps, jeg er enig, men jeg tror den socialdemokratiske elite snarere betragter ideen om pligt, som den pris borgerne skal betale for alt det gode regeringen, gør for dem."

"I den socialdemokratiske optik omfatter pligten først og fremmest vores arbejde. Vi skal arbejde mere og hårdere, og fortsætte længere og længere. Vi skal blive ved til vi falder ned af pinden. Til gengæld får vi sikkerhed og tryghed lover regeringen."

"Ja det projekt holder ikke en meter. Pligtfølelsen hører til kategorien af gode menneskelige egenskaber. Men uanset at ægte pligtfølelse kommer indefra, er heller ikke den et enestående uegennyttigt projekt. Vores pligt er drevet af både moral og ambition, mon ikke?" Anne kiggede på mig, og jeg lyttede opmærksomt, mens jeg smurgte et stykke brød.

"Vi laver ikke frivilligt socialt arbejde, fordi vi er gode mennesker, og de som aldrig rører en finger for andre, kan vel heller ikke af den grund kaldes dårlige mennesker. Så let er det nok ikke." Anne summer op.

"Nej det har du ret i. Vi er tilbage ved motiverne, Hvorfor handler vi som vi gør. At lave frivilligt arbejde tilfredsstiller bestemt noget hos os selv. Om det er at være træner for lilleputternes fodboldhold, eller telefonvagt hos Børnetelefonen."

Jeg tror vi fandt hinanden om det tema og der blev stille ved bordet i et par minutter, men jeg var alligevel ikke helt færdig, og satte forsøgsvist en slags punktum for morgenens samtale.

"Det minder mig om at jeg er så fandens træt af at alting skal deles op i godt og slemt. Når statsministeren udreder verdenen, skal vi forstå at den består af gode lande og slemme lande. Der er de slemme diktatorer i Iran Rusland og Nordkorea, og så er dem vi samarbejder med, vores egne diktatorer, dem i f.eks. Ægypten, Saudi-Arabien og Israel. Altså der er dem der får elefantordener, og dem vi truer med raketter. De er slemme alle sammen, men de mødes med helt forskellige standarder. Enhver må kunne se at storpolitik netop ikke handler om demokrati og menneskeret, men alene om magt."

"Ja" fortsatte Anne, "overalt i den politiske verden, er det blevet almindeligt at mennesker betragtes som enten gode eller dårlige, sproget har forandret sig meget. Forsøger man, som for eksempel kriminologerne gør at forklare kriminel adfærd, og effekter af straf, vil man ofte blive mødt med hån og skældud. Forklaringer udlægges som forsvar for kriminalitet. Kriminelle er dårlige mennesker og skal spærres inde, uanset at fængsel næppe gør nogen til bedre mennesker."

"Ja alting er lettere når det er enten sort eller hvidt. Måske er det forklaringen på at jeg ikke rigtig får styr på alle mine spørgsmål. Jeg er rigtig aldrig tilfreds med de lette svar, jeg tror sandheden tit skal findes i de grå mellemtoner, og det er ikke ligefrem en moderne position."

"Nej der har du ret. Godt du ikke er politiker. Men skal vi så ikke lige holde en pause. Der er også et liv der skal leves. Vasker du op, så går jeg i Brugsen. Vi har et stort program foran os, alle børnene kommer og spiser på lørdag, og du har lovet at lave flæskesteg."

Og sådan kan vigtigt vige for vigtigere. Mens Jeg står med tallerkner og gryder, følte jeg mig pludselig dårlig tilpas, og måtte sætte mig ned. Det gjorde pokkers ondt i skulderen. Mærkeligt, for jeg syntes ikke jeg havde bebyrdet overkroppen i lang tid. Måske netop derfor tænkte jeg. Jeg havde svigtet motionscentret i for lang tid, jeg måtte se at komme i gang igen. Men smerterne forsvandt ikke, måske var det slet ikke skulderen den var gal med. Det ligesom prikkede ned i venstre arm, som små pile. Samtidig føltes mit bryst som om der hvilede noget tungt på det. Min vejrtrækning var også noget besværet. Jeg havde det faktisk temmelig skidt, men satsede stadig på at det hele nok var noget forbigående. Et lille hvil, et glas vand, og jeg ville være på benene igen. Min optimisme fejlede ikke noget, og at jeg skulle være alvorligt syg, var ikke en forestilling jeg gjorde mig endnu.

Men jeg sad stadig på pindestolen i køkkenet, da Anne kom tilbage fra sine indkøb.

"Hvad er der galt med dig, du er jo bleg som et spøgelse" sagde hun, meget bekymret, for hun var ikke i tvivl om at den var helt gal.

"Tja, jeg har også fandens ondt, her" fortalte jeg og udpegede tre områder, hvor det trykkede voldsomt.

"Du bliver bare siddende, drik noget mere vand, mens jeg ringer 112." Anne var altid meget effektiv, når der virkelig skulle handles.

Jeg protesterede heller ikke, nu var jeg er klar over at det ikke var rigtig godt. Når Anne så sådan ud, vidste jeg, at det var alvor. Hun kom snart tilbage til køkkenet og fortalter mig at ambulancen var på vej, og at jeg snart ville være i gode hænder. Jeg smilede og glædede mig over at jeg ikke behøvede at tage noget som helst ansvar i situationen. Jeg havde stor tillid til både min kone og til sundhedssystemet.

17 minutter senere var jeg på plads i en seng på hospitalet og de første undersøgelser var i gang.

Inden dagen sluttede havde jeg fået en diagnose og en behandlingsplan lå klar. Jeg havde haft en blodprop i hjertet, den var nu opløst, og jeg fik fra i dag blodfortyndende medicin, som ville forebygge noget tilsvarende en anden gang. Allerede dagen efter fik jeg sat en stent op i den forkalkede pulsåre, altså en ballonudvidelse, som gav blodet fri passage.

Jeg tog det hele med ophøjet ro. Jeg var ikke typen, som gik i sort eller gik ned med flaget. Jeg troede på lægerne og på mit gode helbred. Nu ville jeg bare i gang igen. Jeg glædede sig allerede til at komme hjem, hvilket jeg fortæller den ansvarlige overlæge.

"Nu ikke så hastigt, vi skal lige holde øje med dig et par dage," var lægens svar på mit spørgsmål om udskrivning. Blodpropper er en alvorlig ting, og du har været heldig, at din kone handlede så kvikt."

Fint nok for mig, men nætterne på hospitalet var lange. Det var svært at sove. Jeg delte stue med patienter som havde det skidt, og det registrerede jeg især om natten. De våndede sig på skift. I det hele taget var nattens lyde så meget anderledes end hjemme, at de gjorde min søvn vanskelig. Jeg gjorde derfor som jeg plejede. brugte tiden på at gøre mig overvejelser. Men i modsætning til normalt, var det min nærmeste tid og de kommende år, som optog mine tanker og ikke fortiden. Måske jeg havde fået en slags wakeup call? Og måske var det en helt almindelig og naturlig reaktion på en stor krise? Jeg overvejede svaret. Nu tænkte jeg på mine nærmeste. Jeg tænkte på Anne, som jeg elskede højt, men måske havde taget lidt for givet, Jeg tænkte på mine børn, som jeg så lidt for sjældent, og jeg tænkte på mine børnebørn, som jeg håbde jeg ville kunne følge på vej i mange år endnu. Jeg tænkte på alle mine venner og bekendte, de kloge, de sjove og de lidt besværlige. Jeg tog fat i dem alle sammen, og tænkte på mine relationer til hver og en af dem.

Det var god energi i. Uanset hvem jeg kom forbi, var min konklusionen den samme. Uden alle disse mennesker, som holldt af mig eller bare syntes om mig og jeg af dem, ville der ikke være meget liv. Uden dem, ville alle mit filosofiske diskussioner med smg selv og med Anne være overflødige. For uden dem, men først og fremmest min egen familie, ville det svært at være til. Når jeg gravede dybt nok, ville jeg meget hellere slutte tilværelsen som en lykkelig bedstefar, som af og til siger noget klogt, end en distræt professortype som til stadighed skal bruge energi på at fastholde sine relationer. Sådan så bundlinjen ud den sidste nat på hospitalet.

Da Anne besøgte mig igen dagen efter, og kort før jeg blev udskrevet, var det første jeg sagde da hun trådte ind på stuen:

"Jeg er frygtelig ked af, at vi måtte aflyse vores frokost med ungerne forleden. Når jeg tænker over det, er det vores kærlighed og nærhed, til dem, som giver mig allermest mening. Når de har det godt, er jeg glad, når det går dem skidt, bekymrer jeg mig. Kan du ikke spørge dem, om de kan komme på søndag i stedet for, jeg savner dem alle sammen."

Er der en spindoktor til stede?

Kl. 07.35

Et drama er under opsejling. En person i den Indre by, er muligvis blevet overfaldet af flere personer i sit hjem. Oplysningerne om hændelsen, kommer fra naboer og beboere i området som har set flere sorte biler bevæge sig rundt i kvarteret og har hørt støj og larm. Det forlyder at der fortsat foregår noget voldsomt i en lejlighed i et større boligkompleks. Rygterne løber på gaden, at en eller flere personer er blevet overfaldet, eller bortført af ukendte mænd. Nogle mener at det er er terrorister, mens andre hælder mere til at det er røvere, som er på spil. Politiet som er ankommet til området, kan på dette tidspunkt hverken be- eller afkræfte rygterne og vil ikke svare på om der kan være tale om en gidseltagning og kan derfor heller ikke svare på om de eventuelle gidseltagere arbejder på egen hånd, eller er en del af et parallelsamfund, som spørgsmålet lyder fra det første medie på pletten.

Kl. 8.03

Politiet er nu talstærkt til stede på adressen, men har stadig ingen kommentarer. Man har etableret et passende beredskab og iagttager løbende situationen, siger vagthavende. Man opfordrer samtidig naboer og andre nysgerrige til at holde afstand til begivenhederne, i enhver henseende. Det er bedst at overlade alle spekulationer til dem, som har erfaring med sådanne spekulationer. En psykolog ved forsvaret udtaler til TV, at i kriser af national betydning, er fjernsynets kanal 5, et godt alternativ til nyhedsudsendelserne, som ofte skaber unødig frygt hos mennesker med beskeden indsigt.

Kl. 8.53

En talsmand for regeringen udtaler på morgen-TV, at regeringen vil gøre alt for at genskabe trygheden for alle danskere, som bekender sig til dansk tryghed, og forespurgt om Politiet vil være i stand til at løse situationen, tilføjer han, at Politiet råder over de redskaber der er nødvendige til at løse opgaver som denne. Men han tilkendegiver samtidig, at hvis der skulle opstå en ny situation, har korpset frie hænder til at foretage det nødvendige, hvilket straks vil få karakter af nødret, såfremt der måtte være tvivl om hjemmelen. Regeringen prioriterer trygheden for borgerne over alt andet, understrejer talsmanden, mens han piller nervøst ved sin dannebrogsorden, og tilføjer at man ikke vil udelukke at gidseltagerne har forbindelser til mellemøstlige muslimske terrororganisationer.

Kl. 9.47

Det forlyder nu fra kilder tæt på anonyme ledende embedsmænd i justitsministeriet, belært af Tibetkommissionens forløb, at man har instrueret politidirektøren om at holde lav profil og undgå at korpsets medlemmer skaber uheldige situationer. Når man har ladet dette denne information tilflyde offentligheden skyldes det formodentlig et ønske om at undgå at der opstår mistillid til myndighederne og efterfølgende panik, lyder analysen fra fremtrædende kommentatorer, som dog ikke præciserer hvem regeringen primært ønsker at berolige, befolkningen eller oppositionen.

Kl. 10.00

En journalist på det førende dagblad modtager netop nu en anonym opringning, og Avisen lægger umiddelbart efter en kort artikel op på sin hjemmeside, som fortæller at gidseltagerne muligvis har forbindelser til samfundets øverste hylder. Kildens troværdighed kan ikke bringes i tvivl, fortæller Avisen, men hvad der mere præcist skal lægges i vendingen "samfundets øverste hylder" kunne eller ønskede kilden ikke at forklare, skriver Avisen, som trods dette, finder informationen særdeles interessant. I den tråd som Avisens debattører efterfølgende fodrer, hælder nogle til at der menes kongehuset, mens andre snarere tænker at det er eliten i de københavnske saloner, som igen forsøger at undergrave danskheden. De fleste mener dog at pilen peger på russiske trolde eller Islamisk stat. At sagen tilsyneladende er mørkelagt af Politiet bringer en del debattører til at mene, at begivenheden i Indre By har en sammenhæng med det regerende partis sommergruppemøde, og skal aflede opmærksomheden fra en nedadgående vælgeropbakning. Seriøse debattører kalder dog sådanne påstande for konspirationsteorier af værste skuffe.

kl. 10.18

Denne tankevækkende debat, får Avisen til på sin hjemmeside at stille det spørgsmål, at det der foregår i den indre by, måske slet ikke er en gidseltagning eller islamisk terror. Man går dog ikke længere end til at stille spørgsmålet. Ikke desto mindre får den ansvarshavende redaktør straks et opkaldt fra en ledende departementschef, som foreslår at den pågældende redaktør bør indtræde i en endnu ikke etableret kommission, som skal drøfte de nye presseetiske retningslinjer og reglerne for mediestøtte, som står foran at skulle fornyes. Departementschefen fortæller at statsministeren ønsker at redaktøren skal indtræde i udvalgets formandskab. Udenfor referat orienterer departementschefen redaktøren om at Avisen ikke bør lægge noget seriøst i de anonyme informationer man har fået fra ledende embedsmænd i Justitsministeriet. De pågældende ledende medarbejdere er ikke ansat i ministeriet.

Kl. 10.25

Myndighederne nedlægger nu med baggrund i situationens alvor og med henvisning til den seneste justering af offentlighedsloven, et navneforbud i sagen. Navneforbuddet skal godkendes af en dommer inden for 48 timer, hvilket også er den estimerede tid den aktuelle gidselsaktion forventes at vare. Hverken ofres eller gerningsmænds identitet må nu optræde i pressen. Det sker af hensyn til den offentlige tryghed, forklarer en ledende repræsentant fra anklagemyndigheden, som er hentet ind fra sit sommerhus i Tisvildeleje. En politisk kommentator forklarer at beslutningen om navneforbuddet i dag kan foretages også uden at der er rejst en sigtelse mod nogen og ikke længere kræver en tung bureaukratisk proces, og en dommers gode humør, som han neutralt med sans for sagens lyse side, formulerer det på TV New World, den nye danske kanal for positive nyheder.

Kl. 10. 34

Adskillige borgere og journalister har netop nu taget opstilling nær den adresse hvor gidseltagningen menes at have fundet sted. Ofrets adresse er fortsat ikke tilgængelig for almenheden, men ved at krydstjekke registre som fortsat er offentligt tilgængelige, er det lykkedes Avisens ensomme men stædige graver at indkredse feltet til to mulige personer, som begge ernærer sig som forfattere og digtere. Et erhverv som i øvrigt er omgærdet med nogen mistænkelighed, efter at flere forfattere åbenlyst har misbrugt deres evner, til at formulere sig på en måde som har skabt tvivl om regeringens tryghedsskabende projekter.

Kl. 11.22

Avisens medarbejder er nu sikker på at han ved hvem den pågældende digter er, og han ved derfor også at hun for få dage siden lod et digt om en ministers karakter offentliggøre i et venstreorienteret tidsskrift. Digtet blev straks fordømt af rigets fremmeste kulturpersonligheder for dets uvederhæftige påstande og dårlige syntaks. Digtet beskrev farvestrålende ministerens bevægelse fra ung idealist til korrupt toppolitiker. En vej, som tilsyneladende ikke havde været voldsom stenet. Ministeren svarede omgående igen, med et sagsanlæg og en bandbulle. Digteren lod sig imidlertid ikke ryste og bekendtgjorde fra sit skjul, at hun havde sine data i orden, "Ministeren kan bare komme an", som hun udtrykte det. "Jeg er klar over at man har overvåget mig igennem længere tid, og har siddet med til mine foredrag om middelalderens hekseprocesser. Jeg ved endda at regeringen også har indgående viden om mit underlivs tilstand og årsagen til mine hyppige besøg hos en gynækolog på Herlev Hospital. Men det skræmmer mig ikke, jeg er klar til at møde ministeren både på scenen og i retten." Således havde digteren markeret sin position.

Kl. 12.00

Digterens navn har tilsyneladende ikke kunne holdes hemmeligt, og optræder nu på flere suspekte hjemmesider som er kendt for deres modstand mod samfundets orden. Politiets talsperson kan af gode grunde ikke bekræfte oplysningerne, men regeringens talsmand langer nu voldsomt ud efter de pågældende mediers bagmænd, og kalder dem uansvarlige. Det antydes at der kan komme et efterspil i retten. Regeringen arbejder netop nu med en ansvarlighedspakke, siger han, - et lovkompleks, som skal gøre det nemmere for medier og offentlige personer, at undgå at få problemer på grund af medarbejderes uoverlagte ytringer, når disse strider mod nationens sikkerhed og interesser. På direkte TV gør regeringstalsmanden det samtidig gældende at offentlige sympatitilkendegivelser med terrorhandlinger allerede i dag er strafbare og altid vil blive efterforsket af anklagemyndigheden. Han undlader dog behændigt at besvare spørgsmål om hvor grænsen mellem almindelig kriminalitet og terror ligger. Det er altid et spørgsmål for domstolene skal vi forstå.

Kl. 12.20

Flere journalister undrer sig i diminutive medier over at myndighederne tilsyneladende gør sig store bestræbelser på at beskytte sagens offer, når denne angiveligt er en person, som ikke selv er regeringen venlig stemt. Er det et udtryk for regeringens grundlæggende demokratiske sindelag eller kan der være tale om et slags cover up, som skal flytte befolkningens opmærksomhed? spørger man. Foregår der i det skjulte ting, som ikke tåler dagens lys? lyder det. Andre og mere ansvarlige medier, kalder den slags spekulationer for konspiratoriske, og kun egnet til at skabe splittelse i en tid, hvor nationen bør stå sammen. "At bringe usandheder til torvs, gavner kun vores fjender," udtaler TV-direktøren i en nyhedsudsendelse. Hvem vores fjender er, står ikke helt klart for den interviewende journalist, som dog ikke stiller yderligere spørgsmål til chefen. Ingen ansvarlige journalister ønsker i denne alvorlige situation at gå fjendens ærinde, som hun forklarer sine kolleger efter udsendelsen, dog med et lille undskyldende smil, uagtet at hendes valg er bredt anerkendt på stationen. Da det heller ville være et karrierefremmende spørgsmål, konkluderer hun for sig selv, at de journalistiske principper af og til må vige for brød på bordet.

Kl. 12.49

Politiet meddeler nu på det officielle medie X, at man har tilbageholdt flere personer, som har udtrykt sympati for terrorisme. Det er ikke helt tydeligt om sympatien omfatter den aktuelle gidseltagning, eller blot gælder sympati med det palæstinensiske folk i almindelighed. Alle tilbageholdte vil blive fremstillet for en dommer inden for 72 timer, jævnfør den nyligt justerede retsplejelov. På den baggrund synes de fleste medier nu at mene, at terrorens bagmænd må være Hamas, som tilsyneladende endnu har kræfter til at udøve deres terror mod uskyldige.

Kl. 13.05

Det meddeles netop nu fra Københavns Politi, at de begivenheder, som pressen har fremstillet som en gidselaffære, som man skriver, nu er afsluttet. Man understreger at Politiet på intet tidspunkt selv har beskrevet begivenhederne som terror, da man ikke har haft kendskab til at der skulle have fundet noget kriminelt sted, hvorfor sagen derfor heller ikke efterlader sig hverken ofre eller gerningsmænd. Under hele forløbet har Politiet været i fuld kontrol, og det, som yderliggående elementer har fremstillet som en terroraktion, var en helt normal politiforretning, som på Politidirektørens forlangende har været gennemført for at bistå en medborger, som igennem nogen tid havde modtaget trusler. Af samme grund, har man fra Politiets side været sparsom med information, alene for at beskytte borgeren. Dette behov er ikke længere påtrængende, hvorfor aktionen planmæssigt er afblæst. I forbindelse med indsatsen opstod der en smule tumult, da enkelte beboere i ejendommen havde misforstået situationen.

Kl. 13.10

Regeringens talsmand skriver på X, at han glæder sig over at roen igen har sænket sig over byen, og han takker samtidig Politiet for deres smidige håndtering af begivenhederne. Han benytter dog samtidig lejligheden til at kritisere de borgere, som under indflydelse af muslimsk mummetale, har kritiseret myndighedernes kommunikation i denne sag. "Vi vil aldrig acceptere parallelsamfund, som lever efter deres egne regler," udtaler talsmanden. "De som udfordrer trygheden, leger med ilden," afslutter han. Det fremgår af regeringens hjemmeside at justitsministeren om kort tid vil fremsætte et lovforslag, som skal gøre det ulovligt at propagandere for værdier som anses for konfliktskabende og som strider mod de danske.

Kl. 21.00

Det forholdsvist uafhængige dagblad, hvis flittigt gravende medarbejder, banede vejen for offentlighedens opmærksomhed og deltagelse, opsamler til slut hele affæren på denne måde i en stort opsat artikel, som bringes i morgendagens papirudgave, men som allerede nu vil kunne findes bag en betalingsmur på Avisens hjemmeside. Han skriver bl.a.:

Noget kunne tyde på, at det som blev fremstillet som en gidselaffære, blot var en tvivlsom politiaktion, der løb af sporet. Offeret, en kvindelig digter, hvis navn vi stadig ikke må nævne, har fortalt Avisen, at hun vågnede ved at hendes hoveddør blev låst op lidt over seks i morges, hvorefter fem mænd, trængte ind i hendes lejlighed. Hun blev fastholdt mens de foretog en ulovlig og meget grundig husundersøgelse. Under denne aktion blev hendes computer, telefon og flere omslag med papirer beslaglagt. Ingen af de indtrængende bar uniformer, de var alle maskerede og tilkendegav ikke hvorfra de kom. "Det var meget skræmmende" udtalte digteren, som fortsatte: "Mine spørgsmål om hvem de var og hvorfor de var trængt ind i min lejlighed, forblev ubesvarede."

Fordi aktionen hurtigt skabte opløb på ejendommens trapper, og derfor ikke kunne afsluttes i stilhed, blev den af Politiet i første omgang forsøgt forklaret som en mulig kriminel handling, begået af ukendte gerningsmænd, for så senere at blive forklaret som en helt almindelig politiforretning, hvis formål var at beskytte borgeren. Der er imidlertid intet der tyder på, at det har været tilfældet og den pågældende borger kender ikke selv til andre trusler end dem hun fik fra Politiet. Hendes ejendele er siden blevet tilbageleveret af et intetanende bud fra GLS.

Endnu engang er det lykkedes dansk politi at bringe sig i fedtefadet, og det vil næppe være en sag, som kan afsluttes uden en større granskning. Hvem har givet ordre til hvad? Hvilken rolle har justitsministeriet spillet, og hvad har regeringen og statsministeren vidst? Spørgsmålene står i kø, og befolkningen har krav på at kende sandheden. Det trækker op til endnu en undersøgelseskommission.

Selv finder digteren det påfaldende, at aktionen fandt sted ganske få dage efter hendes konfrontation med den minister som hun havde fremsat beskyldninger imod.